Forståelse eller mangel på samme.

For ca. 1 år siden tog jeg på cykeltur til Frankrig med 14 andre. Det var kommunen der var blevet tilbudt en kæmpe mulighed fra en virksomhed, som lovede at kontanthjælpsmodtagere ville blive rustet til arbejde efter en cykeltur til Frankrig.

Holdet bestod primært af kontanthjælpsmodtagere ca. 10 stk. Vi var alle meget forskellige og havde forskellige ting i rygsækken, nogle havde kæmpet med depression og angst i længere tid, andre var overvægtige og til sidst var dem som lige var blevet arbejdsløse og ellers havde en fin fysik.

Vi havde to herre som ledere (J og A), begge havde meget erfaring mht. til cykling, en havde sågar arbejdet med Bjarne Riis og vi glædede os til at starte træningen. J og A havde af principelle grunde ikke læst vores journaler, da de ville lære hver af os fra bunden, fra d.d.

Det var en fin idé og de tog sig også god tid i starten til at holde et lille møde med os alene, hvor man lagde en slagplan og fandt ud af, hvad man skulle gøre, for at nå sine mål, der blev skrevet ned i en fin mappe.  Desværre var det ikke nok og de havde slet ikke indsigt i hvordan flere af os havde det psykisk.

Planen for os var, at vi havde halvanden måned til at få cyklet 1300 km. I løbet af den tid nåede holdet at skifte/miste ca. 10 holdmedlemmer, så det var en meget mærkelig og blandet start.

Vi skulle cykle ca. 50-100 km om dagen, for at kunne nå vores delmål, hvilket folk langt fra fik cyklet.

Lederne J og A viste ingen form for forståelse over for os og anerkendte ikke mental svaghed. Da jeg hurtigt havde opfanget at lederne ikke anerkendte mental svaghed, tænkte jeg at de måske ville være forstående overfor, at jeg ikke kunne cykle 100 km hver dag, da jeg var blevet smittet af en slem mavevirus. Men nej!

Jeg kunne knap nok stå op og havde absolut ingen energi, men var blevet bedt om at komme op på mødestedet og mødes med lederne. Der fortalte jeg J, at jeg havde det slemt og kunne næsten ingenting, men det var lige meget, så jeg blev stemplet som svag af lederen. SÅ i trods tog jeg med. Den dag cyklede jeg 100 km med mavevirus, dårligt vejr og pumpet på sukker, hvilket stadig kan chokere mig lidt i dag, når jeg tænker tilbage.

Det psykiske og fysiske pres fortsatte, men ikke på en måde, hvor det gavnede os alle. Det følte som om at lederne ikke længere så os som individer, men som en stor organisme, som skulle hjælpe hinanden i modvind og i de rigtige formationer.

Det gjorde at flere måtte stoppe og hoppe af cyklen, for presset var så stort/tungt og til tider demotiverende og mentalt nedbrydende.

Vi cyklede ca. 150 km hver dag på turen derned og nogle dage var selvfølgelig hårdere end andre, så at jeg igen skulle opleve ledernes manglende empati, kom ikke som et chok. Men det overraskede mig meget, at selv så voksne mennesker ikke kan lytte og forstå, når man snakker med dem.

Den manglende forståelse fra lederne, gjorde at vi som holdmedlemmer blev stærkere og tog mere og mere afstand fra de ”professionelle” ledere.

Holdet (kontanthjælpsmodtagerne) viste heldigvis en masse forståelse, så turen blev ikke en helt igennem dårlig tur.