Mobning

Den gang jeg gik i 4-5 klasse i Norge, var der ret mange som blev mobbet og man bliver mobbet lige meget hvad. Der er mange som blev såret og der er også nogle som er ret ligeglad. Jeg blev også mobbet i 4-5 klasse på grund af jeg var anderledes fx: asiat, kineser, store øjne, lav, genert, pigedreng.

Jeg blev mobbet på grund af jeg ikke var lige som dem og selvfølgelig har det såret mig, men jeg var den person som var ligeglad og jeg vidste heller ikke at jeg blev såret.

 Men jeg havde den tanke hele tiden ”hvorfor jeg bliver mobbet på grund af det, jeg har da ikke gjort dem noget” og den gang havde jeg ikke så mange venner. Jeg havde et par nær venner, men jeg havde ikke ret mange pige venner.

Jeg havde altid drenge omkring mig, jeg gik mest med drenge også i fritid. Grunden til jeg var med drenge nogle gange, var fordi jeg ikke magtede drama. De par piger venner jeg havde, havde aldrig forstået hvorfor jeg var mest sammen med drenge og hvorfor jeg legede med dem i pauserne. Jeg blev også mobbet med det, jeg blev kaldt for pigedreng. 

Men efter 1 år, skulle jeg flytte til Danmark som var et fremmede land for mig. Der startede jeg selv med at mobbe folk, men kun dem jeg ikke kunne lide og det var ikke noget sådan at folk begyndte at græder, men det fortsatte sådan til jeg blev 16 år. Jeg har selv valgt at stoppe med at mobbe folk og at jeg ikke kan bliver ved med mobbe folk. Jeg ved godt at det var forkert det jeg lavede, men jeg gjorde det bare for at få mine forældre til at lægge mærke til mig.

Men jeg har stadig negative kommentar nogle gange. Mine venner er så vant til at jeg kommentar så negativ og de ved godt det ikke altid er noget jeg mener.

Jeg har igennem min oplevelse lært at man skal acceptere folk som de er og at vi alle burde være gode ved hinanden, specielt når det kommer til vores svagheder.

-         Anonym 

Ung mor

Da jeg være 18 år bliver jeg gravid. jeg valgte at fortælle min storebror om det, han virkede glad men også nervøs fordi jeg ikke var så gammel. Han valgte at fortælle vores forældre om det

Den forståelse min storebror havde for at jeg ville have barnet den havde mor ikke.

Hun synes at jeg var for ung, ikke moden nok, bekymret for om jeg kunne finde ud af at være mor.

Hun synes jeg skulle have en abort. Da jeg var 3 måneder inde i graviditeten skulle jeg til scanning for at se hvor langt jeg var henne. Min kæreste og jeg havde besluttet at beholde barnet.

Min mor var med til scanning. Efter scanningen fortalte jeg, at jeg ville beholde barnet.

Min mor bliv ikke så glad for det..

6 måneder efter fik jeg den lille og min mor begyndte stille og roligt, at blive stolt af mig og var glad for at jeg beholdte barnet.

Fra Jylland til Sjælland

Det at skulle flytte fra et sted til et andet, kan i sig selv være en udfordring for nogle. For mig var det nemt, at skulle flytte fra Jylland til Sjælland. Det var en ny start på et nyt kapitel i mit liv. Men som tiden gik kunne jeg godt fornemme, at der var visse fordomme mod jyder. At de var nogle bonderøve der boede på deres gårde, med deres dyr. Med deres ord var Jylland jo bare en masse marker og at der stank af gylle, hvilket jo ikke et tilfældet. Men jeg fandt også hurtigt ud af at der var også fordomme mod sjællændere. Sjællænderne var bare nogle snobbede københavnere, der troede de var bedre end andre. Men det var jo heller ikke sandt. 

Det kunne være træffende at skulle høre på deres meninger om jyder og Jylland og med at de kommenterede på ens dialekt. Det kunne være sjovt, men det kunne også lyde spyddigt. Derfor var man ikke altid velvidende omkring, om de mente det i en god mening eller en dårlig mening.                                                                                                                                                 Jeg stod imellem to steder og skulle være forsvarsmand. Jeg forsvarede begge steder, da der var mange af fordommene der ikke var sande.

Trods det at sjællænderne havde fordomme, var det dejlige mennesker jeg omgik mig med.                                                                                                                                                            Man skal tænke før man dømmer folk og man skal ikke dømme ud fra hvad man tror, hvis der ikke er det mindste hold i det. Man kan ikke dømme hele Jylland for en by, et sted. Lige såvel skal man ikke dømme Sjælland ud fra en by eller en person.

Det man kan opleve

Jeg kender en som rejste til et andet land for første gang i sit liv. Han troede, at folk dér var ligesom i Danmark. Han fik nogle nye venner i landet, som han fortalte, at hans mor vil hjælpe ham med penge, den dag han ville giftes, men at han ikke ville giftes lige nu. Hans mor blev ved med at prøve at få ham til at sige ja, men han ville ikke

En af vennerne spurgte, hvad man giver i penge i Danmark til brude. Han fortalte, at vi giver 25.000 og vi betaler brylluppet og nye møbler til huset. Da de hørte det så sagde de, hvis du ikke vil giftes så giv os penge vi kan ikke giftes her for vi har ikke penge nok. Han troede det var for sjov, men de var alvorlige, de begyndte at true ham med knive til at udlevere pengene og gik efter ham, men han fik en ældre mand til at hjælpe ham væk der fra.

De tyske fordomme

                                                         

Jeg skulle på tur med min klasse. Turen gik til Tyskland. Vi skulle ud på mange forskellige udflugter,

vi skulle bl.a. se Berliner muren og vi skulle op i tv-tårnet. Vi havde allerede forberedt os på de lange

gåture og de nye mennesker vi skulle høre om.                                                                                     En af udflugterne var til et museum omkring alt det der forgik under 2. verdenskrig og der i blandt Hitler. Jeg havde fået den opfattelse fra alle, at emnet Hitler og 2. verdenskrig, var ikke noget tyskerne ville snakke om og blev sure hvis man stillede spørgsmål til det. Jeg havde også hørt at grunden til at tyskerne ikke ville snakke om det var, fordi de stadig skammede sig over det. Derfor var jeg meget nervøs for at komme der, da jeg ikke var interesseret i at gøre nogen sure eller komme i nogle skænderier. Men på samme tid var jeg også interesseret i at høre om historien. 
  

Da vi så kom til museet blev jeg dog meget forbavset og overrasket, da modtagelsen fra tyskerne var stik modsat, af hvad jeg var blevet fortalt. For der var ingen der blev sure når nogle spurgte ind til Hitler eller andet og de var villige til at fortælle en del om hele situationen dengang. At jeg havde gået rundt i dagene op til det besøg og været nervøs, virkede helt latterligt nu, fordi alle var imødekommende og jeg troede vi selv skulle gå rundt, men også der blev jeg overasket over at der kom en guide på og at det så oven i købet var en tysker.  
   

Igennem denne oplevelse lærte jeg at man bør ikke gå ind til ting med fordomme og meninger, som andre har fortalt dig om. Man bør gå ind til ting med åbne arme og skabe sine egne meninger og holdninger til tingene.

Forståelse eller mangel på samme.

For ca. 1 år siden tog jeg på cykeltur til Frankrig med 14 andre. Det var kommunen der var blevet tilbudt en kæmpe mulighed fra en virksomhed, som lovede at kontanthjælpsmodtagere ville blive rustet til arbejde efter en cykeltur til Frankrig.

Holdet bestod primært af kontanthjælpsmodtagere ca. 10 stk. Vi var alle meget forskellige og havde forskellige ting i rygsækken, nogle havde kæmpet med depression og angst i længere tid, andre var overvægtige og til sidst var dem som lige var blevet arbejdsløse og ellers havde en fin fysik.

Vi havde to herre som ledere (J og A), begge havde meget erfaring mht. til cykling, en havde sågar arbejdet med Bjarne Riis og vi glædede os til at starte træningen. J og A havde af principelle grunde ikke læst vores journaler, da de ville lære hver af os fra bunden, fra d.d.

Det var en fin idé og de tog sig også god tid i starten til at holde et lille møde med os alene, hvor man lagde en slagplan og fandt ud af, hvad man skulle gøre, for at nå sine mål, der blev skrevet ned i en fin mappe.  Desværre var det ikke nok og de havde slet ikke indsigt i hvordan flere af os havde det psykisk.

Planen for os var, at vi havde halvanden måned til at få cyklet 1300 km. I løbet af den tid nåede holdet at skifte/miste ca. 10 holdmedlemmer, så det var en meget mærkelig og blandet start.

Vi skulle cykle ca. 50-100 km om dagen, for at kunne nå vores delmål, hvilket folk langt fra fik cyklet.

Lederne J og A viste ingen form for forståelse over for os og anerkendte ikke mental svaghed. Da jeg hurtigt havde opfanget at lederne ikke anerkendte mental svaghed, tænkte jeg at de måske ville være forstående overfor, at jeg ikke kunne cykle 100 km hver dag, da jeg var blevet smittet af en slem mavevirus. Men nej!

Jeg kunne knap nok stå op og havde absolut ingen energi, men var blevet bedt om at komme op på mødestedet og mødes med lederne. Der fortalte jeg J, at jeg havde det slemt og kunne næsten ingenting, men det var lige meget, så jeg blev stemplet som svag af lederen. SÅ i trods tog jeg med. Den dag cyklede jeg 100 km med mavevirus, dårligt vejr og pumpet på sukker, hvilket stadig kan chokere mig lidt i dag, når jeg tænker tilbage.

Det psykiske og fysiske pres fortsatte, men ikke på en måde, hvor det gavnede os alle. Det følte som om at lederne ikke længere så os som individer, men som en stor organisme, som skulle hjælpe hinanden i modvind og i de rigtige formationer.

Det gjorde at flere måtte stoppe og hoppe af cyklen, for presset var så stort/tungt og til tider demotiverende og mentalt nedbrydende.

Vi cyklede ca. 150 km hver dag på turen derned og nogle dage var selvfølgelig hårdere end andre, så at jeg igen skulle opleve ledernes manglende empati, kom ikke som et chok. Men det overraskede mig meget, at selv så voksne mennesker ikke kan lytte og forstå, når man snakker med dem.

Den manglende forståelse fra lederne, gjorde at vi som holdmedlemmer blev stærkere og tog mere og mere afstand fra de ”professionelle” ledere.

Holdet (kontanthjælpsmodtagerne) viste heldigvis en masse forståelse, så turen blev ikke en helt igennem dårlig tur.

Fordomme

Dengang jeg mødte min kæreste, sagde han at han var fra Sydafrika. Jeg tog mig selv i ikke at tro på ham, da han er hvid og ikke sort.

Vi stod og snakkede lidt om Afrika og han lavede lidt sjov med Afrika og havde intet imod jeg grinede og jeg også lavede sjov med Afrika. Han fortalte at størstedelen af Sydafrika er hvid, på grund af alle de kolonier hollænderne lavede. Som så mange andre tænker man ikke lige på, at der også er hvide mennesker i Afrika, men kun sorte.

Jeg møder tit mennesker, der spørger hvor han kommer fra, da han ikke har et dansk navn, hvor jeg svarer, at han er fra Sydafrika. Folk ser underlig på mig og spørger om han er sort, hvor jeg må svare, nej han er hvid. 

Hvorfor skal folk kigge underligt lige så snart man siger Sydafrika eller bare Afrika?

Jeg er ikke racist, men så jo også anderledes på Afrika inden jeg mødte min kæreste. Tænkte ”hvide mennesker i Afrika? Hvis der er hvide mennesker er de utrolig rige og udnytter de sorte på det groveste”. Ja de er rige og ja nogle hvide udnytter de sorte som billig arbejdskraft, men der findes også dem som giver de sorte et arbejde, mad og penge til deres familier så de kan overleve.

Han fortalte mig at mange reagerer som jeg gjorde, da jeg mødte ham, men han er stolt af at være fra Afrika. Han fortæller tit om den smukke natur og alt det jeg skal se.

Der vil altid være racisme. Sort, hvid lige meget hvad for en farve man har, er vi jo alle mennesker og det tror jeg mange glemmer.  Mange tror lige så snart man er sort eller indvandrer, at så er de dumme og stjæler med arme og ben. Der er da lige så mange hvide, der gør det samme, men der bliver gjort forskel på hvad hudfarve man har.

Mit budskab til andre er, at husk ikke at dømme folk ud fra, hvor man kommer fra eller, hvad hudfarve man har, da det ikke ændrer hvem personen er.

To blogindlæg i ét

Min oplevelse

Jeg har været i udland for cirka 7 år siden. Og det var første gang jeg rejser ud af Danmark, jeg var så glad fordi jeg skulle rejse. Og det var første gang jeg vil opleve en anden land. Vi landede i Libanon, dagen efter jeg kan stadig huske den dag det var så varmt og det var rigtig dejlig og få alt det varme. Men tre dage efter, rystet hele huset jeg fik en chok troede det var jordskælv. Men nej det var en bombe der slog ned i havet tæt på hvor jeg bor, jeg blev så bang, jeg rystede i hele kroppen. Fordi det var første gang jeg nogensinde høre en bombe. Lige blusligt kunne jeg ikke styrer mig mere,  jeg gik i panik hvad skal jeg gøre nu, jeg blev forvirret. Min far ringet til mig fra Danmark og sagde du skal tage dine ting og komme af sted der er krig nu. Jeg stod et par sekunder før jeg fattede at nu må jeg komme af sted hurtigst mulig. Jeg kunne ikke rejse fra lufthavnen i Libanon fordi den var lukket begrund af krig. Jeg skulle til grænsen mellem libanon og syrien. For at rejse fra Damaskus lufthaven i syrien, det tog en evighed føre jeg kunne rejse til Danmark.

Jeg sove på fliser i tre dage før jeg kunne taget et fly til Danmark fordi jeg havde glemt min flybillet og min pas i Libanon. Jeg tænke hvad skal jeg gøre nu, jeg bliver nødt til at ringe til min far i Danmark så han kan hjælpe mig med det stort problem, han snakkede med nogen der har styre på det, men det virkede og så kom jeg hjem igen jeg var lettet. Jeg var i Danmark igen bedre havde jeg ikke i mine tanker. Men så tænke jeg på de andre mennesker som var stædig i krig og de oplever det stadig, nej hvor er jeg bare glad for jeg bor i Danmark…………..

Dengang jeg havde to venner

Da jeg var 6 år kom jeg til Danmark. Jeg fik to nye venner med det samme, som jeg kunne føle mig tryg sammen med. En dreng på 8 år og en pige på 4 år.
Det var min mors venindes børn. Vi legede sammen hver dag. Hver gang jeg legede med dem så drillede broren altid lillesøsteren, hvor hun altid begyndte at græde, så fik han tæsk af hans mor. Sådan var det hver gang jeg sås med dem, indtil vi blev teenager, så ændrede alting sig. fordi vi begyndte at feste og drikke sammen hver weekend og lidt i hverdagene.

Jeg begynde så at gå med pigen. Hvor vi gik tur hen til hendes venner hvor de sad og tog stoffer. Det synes hun var sjovt og jeg drak i stedet for at tage stoffer.  Det var ikke lige noget for mig, når jeg ikke vidste hvad det var.

Hver gang vi så kom hjem til hende fik hun altid tæsk af sin far og mor, fordi de ikke kunne lide hende. Hun lavede altid problemer og stak altid af hjemme fra. Moren kunne bedst lide drengen, han fik altid gaver af moren. Pigen fik altid skylden for alt det hendes bror lavede derhjemme.

En dag sagde hendes forældre, at jeg ikke måtte komme hjem til dem hver dag, fordi de mente, at det var mig der lærte hende at tage stoffer. Jeg tænkte ”hvad skete lige for dem for jeg vidste ikke hvad stoffer var”. Jeg holdt så pause med at se dem.

Nogle år senere blev vi voksen og der mødte vi så hinanden igen. Der var sket rigtig mange ting.  Pigen var blevet smidt ud hjemmefra, hun boede forskellige steder hos hendes venner. Vi begyndte at gå sammen igen i nogle måneder. Pigen havde ændret sig så meget, at vi ikke kunne enes mere fordi hun var så lang ude. Vi blev uvenner og så ikke hinanden i nogle måneder. Efter de måneder ringede hun til mig for at snakke, men vi kunne stadigvæk ikke være enige om noget, så sagde hun at hun ville begå selvmord. Jeg sagde til hende det gør du bare. Jeg troede ikke på det, fordi hun havde sagt det så mange gange før det.

Da det var nytårsaften hang hun sig selv. Den dag i dag fylder det utroligt meget i mig og jeg har tit mareridt om hende.